Børn, unge og forældre

Mistrivsel hos et barn eller et ungt menneske kan komme til udtryk på mange måder. F.eks. i form af vredesudbrud, angst, isolation, tristhed eller skolevægring.

Måske oplever I som forældre, at I har mange konflikter med Jeres barn.

Måske føler I, det er svært at forstå og håndtere Jeres barns adfærd og reaktioner.

Måske vil I gerne hjælpe Jeres barn, inden Jeres udfordringer vokser sig større.

Det kan være svært at vide om ens barn har behov for terapi. I er altid velkommen til at aftale en uforpligtende rådgivende samtale med mig, så vi sammen kan forsøge at forstå Jeres barns adfærd og behov.

Terapi

Med små børn, vil I som forældre ofte blive en vigtig del af terapien.
Har I et større barn, kan det være, at de i højere grad indgår i et individuelt samtaleforløb.
Uanset terapiformen, så er det vigtigt for mig, at jeg kan skabe et tillidsfuldt rum, hvor I og Jeres barn kan føle jer trygge ved at komme.

Et terapeutisk forløb hos mig vil altid starte med en indledende samtale på 90 min. (dobbelt konsultation), hvor jeg vil spørge til Jer som familie og til Jeres barns opvækst.

Er du ung, vil jeg altid starte med en fælles samtale med dig og dine forældre, hvor vi vil tale om, hvad du ønsker hjælp til og om din opvækst. Vi vil herefter aftale, om vi afslutter samtalen alene, eller om hele samtalen er sammen med dine forældre.

Vi vil i den første samtale finde ud af, hvad I/du har behov for.

Det kan hænde, at jeg ud fra vores første indledende samtale vurderer, at jeg ikke er den rette til at hjælpe Jer. I så fald vil jeg forsøge at guide Jer videre til andre tilbud.

Andre gange er Jeres barns udfordringer så komplekse, at vi aftaler et indledende forløb over 2-3 gange for bedre at kunne vurdere, om Jeres barn kan profitere af psykologisk terapi.

Er Jeres barn i terapi hos mig, vil det variere, hvorledes I som forældre inddrages. Med yngre børn vil I som udgangspunkt altid være til stede. Med ældre børn, kan I blive inviteret til rådgivende samtaler efter behov og efter aftale med barnet, eller måske inviteres til at deltage i den unges samtale ved start og slutningen af en samtale.

Rådgivende samtaler med Jer forældre eller samtaler, hvor I deltager sammen med Jeres barn, vil som regel vare 90 min. (dobbelt konsultation).

EMDR terapi vil ligeledes ofte vare 90 min. (dobbelt konsultation).

Mine metoder

Det kan være svært for et barn eller et ungt menneske at sætte ord på det, der er svært for dem. Derfor arbejder jeg som børnepsykolog ofte med terapeutiske tilgange, som ikke nødvendigvis afhænger af sproget. Det kan være tilgange, hvor barnet arbejder terapeutisk i sandkasser, hvor vi tegner eller arbejder via fortællinger eller mere legende tilgange.
Med min viden indenfor disse terapeutiske retninger, vil jeg kunne hjælpe Jer som forældre med at forstå Jeres barn.

Med de børn der kan sætte ord på det, der er svært for dem, vil jeg i højere grad tilbyde samtaleterapi.

Jeg er akkrediteret EMDR terapeut (se mere om EMDR på www.EMDR.dk) og anvender efter behov EMDR løbende i terapien.

Henvisning fra egen læge

Børn og unge under 18 år er berettiget til henvisning fra egen læge, hvis de tilhører en af nedenstående kategorier (se regler for unge over 18 år under terapi  med voksne):

1. røveri-, volds- og voldtægtsofre
2. trafik- og ulykkesofre
3. pårørende til alvorligt psykisk syge personer
4. personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
5. pårørende til personer, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
6. pårørende ved dødsfald
7. personer, der har forsøgt selvmord
8. har fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge. Psykologhjælp kan ydes forud for abortindgrebet, når anmodning om tilladelse til indgrebet er fremsendt til abortsamrådet
9. personer, der inden det fyldte 18. år, har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb

(Fra Sundhed.dk)

Henvisningen til kategorierne 1-8 skal normalt udstedes inden 6 måneder efter den hændelse, som er årsag til, at der er opstået behov for psykologhjælp, har fundet sted. Henvisningen skal dog senest være udstedt 12 måneder efter den begivenhed, der er årsag til henvisningen, indtrådte. Der kan ikke udstedes henvisning senere end dette tidspunkt.

Henvisning til personer, der er omfattet af kategori 9 kan ske uden tidsgrænserne.

Økonomi

Der kan højst ydes tilskud til 12 konsultationer pr. behandlingsforløb

Patienter kan frit vælge mellem de psykologer i hele landet, som er tilmeldt overenskomsten – se oversigt under Find behandler.

Regionen yder et tilskud på 60 % af psykologens honorar.